Vi har mange ord for vold. Vi taler om fysisk vold, psykisk vold, seksuel vold, økonomisk vold, digital vold, stalking og negativ social kontrol. Vi taler også om reviktimisering: at mennesker, der har været udsat for vold eller overgreb i barndommen, senere kan blive udsat for vold igen – ofte af en anden person.

Men hvad kalder vi det, når volden ikke stopper?

Når den person, der udsatte et barn for vold eller overgreb, fortsætter med at udøve kontrol, trusler, manipulation, økonomisk pres, chikane eller andre former for vold, efter at barnet er blevet voksen?

Det er det, vi kalder fortsætter-barndomsvold.

Begrebet er ikke en etableret voldsform, og det er netop en del af pointen. For selvom der findes forskning om både vold i barndommen, langvarige traumer og reviktimisering, er der langt mindre fokus på den situation, hvor samme voldsudøver fortsætter relationen og magtudøvelsen fra barndommen ind i voksenlivet.

Volden stopper ikke nødvendigvis, fordi barnet fylder 18

18-årsdagen er en juridisk grænse. Den er ikke nødvendigvis en social eller psykologisk grænse.

En forælder er stadig forælder, når barnet bliver 18. En stedforælder kan stadig være en del af familien. En slægtning kan stadig have adgang til den voksnes liv, økonomi og netværk.

Og hvis relationen fra begyndelsen har været præget af afhængighed, frygt, kontrol eller manipulation, forsvinder det magtforhold ikke nødvendigvis, fordi barnet bliver myndigt.

Volden kan i stedet ændre form.

Det, der tidligere var fysisk vold, kan blive til økonomisk kontrol. Det, der var trusler i hjemmet, kan blive til stalking. Seksuelle overgreb kan afløses af psykisk vold, chikane eller trusler om at afsløre personlige oplysninger. Kontrollen kan flytte fra barnets hverdag til den voksnes økonomi, relationer eller kontakt med andre familiemedlemmer.

Det betyder ikke, at alle voksne, der udsættes for vold fra en forælder eller anden omsorgsperson, befinder sig i den samme situation. Men det peger på et vigtigt spørgsmål:

Hvad sker der, når relationen mellem voldsudøver og udsat ikke ophører, selvom barndommen gør?

Vi har et sprog for volden – men ikke nødvendigvis for kontinuiteten

Social- og Boligstyrelsen definerer vold i nære relationer bredt. Det kan være fysisk, psykisk, seksuel, økonomisk eller digital vold, og en nær relation kan blandt andet være et familiemedlem. Styrelsen understreger samtidig, at en voldsproblematik kan bestå af flere voldsformer, som kan optræde samtidig eller ændre sig over tid.

Det er vigtigt. For problemet er ikke nødvendigvis, at de enkelte handlinger ikke kan beskrives. De kan godt beskrives. Problemet er, at sammenhængen over tid kan forsvinde.

Vi kan registrere et seksuelt overgreb i barndommen. Senere kan vi registrere stalking. Derefter en retssag, økonomisk konflikt eller psykisk vold.

Men hvis vi ser på hændelserne hver for sig, kan vi overse, at det er den samme person, der har udøvet magt over det samme menneske gennem flere årtier.

Det er den kontinuitet, begrebet fortsætter-barndomsvold forsøger at sætte ord på.

Hvorfor er det vigtigt at have et begreb?

Fordi sprog ikke kun beskriver virkeligheden. Sprog hjælper os også med at genkende den.

Det ved vi blandt andet fra arbejdet med psykisk vold. I Danmark blev der i flere år arbejdet med forskellige forståelser af begrebet, før der kom mere fælles faglige definitioner. Lev Uden Vold har eksempelvis beskrevet behovet for at udvikle og tydeliggøre begreber om psykisk vold, så fagpersoner får et fælles sprog for fænomenet.

Noget lignende kan være relevant her.

Hvis vi kun spørger: Hvilken vold har du været udsat for?, risikerer vi at få en række enkeltstående svar. Hvis vi også spørger: Hvem har udøvet volden – og hvordan har relationen og magtforholdet udviklet sig over tid?, kan vi måske få øje på et helt andet mønster.

At konceptualisere begrebet “fortsætter-barndomsvold kan hjælpe os med at stille nogle spørgsmål, som vores nuværende voldsdiskurs måske ikke stiller tydeligt nok:

• Hvad hvis voldsudøveren er den samme fra barndom til voksenliv?
• Hvad hvis relationen mellem offer og voldsudøver aldrig reelt ophører?
• Hvad hvis volden ændrer form, men magtforholdet består?
• Hvad betyder det for muligheden for at bryde fri?
• Hvordan påvirker det traumer og selvforståelse at leve med den samme voldsudøver gennem flere livsfaser?
• Hvordan skal myndigheder og fagpersoner kunne genkende et voldsmønster, der strækker sig over årtier?

Det er spørgsmål, som fortjener mere forskning.

Vi ved allerede, at barndomsvold kan sætte spor

Der er omfattende forskning i konsekvenserne af vold og overgreb i barndommen. Studier forbinder barndomsmishandling med en række senere psykiske, fysiske og sociale konsekvenser. Forskning viser også en sammenhæng mellem udsættelse for vold i barndommen og senere risiko for at blive udsat for vold som voksen. En systematisk gennemgang af 71 studier fandt eksempelvis en etableret sammenhæng mellem victimisering i barndommen og reviktimisering i voksenlivet.

Men reviktimisering er ikke det samme som fortsætter-barndomsvold.

Ved reviktimisering er voldsudøveren ofte en anden person. Ved fortsætter-barndomsvold er det netop kontinuiteten i relationen, der er central.

Det er en vigtig forskel.

Nyere forskning har faktisk peget på, at netop relationen mellem offer og gerningsperson fortjener mere opmærksomhed. Et studie fra 2024 undersøgte eksempelvis, hvordan forskellige familiære gerningspersoner ved barndomsmishandling hænger sammen med senere helbredsudfald, og forskerne fremhævede betydningen af at forstå volden i den familiære kontekst.

Der findes også nyere forskning om seksuelle overgreb inden for familien, som fortsætter ind i voksenlivet. Et australsk studie af terapeuter beskriver, hvordan langvarige seksuelle overgreb i familien kan fortsætte ind i voksenlivet, men samtidig være overset i forskning, politik og praksis.

Det betyder ikke, at forskningen allerede dokumenterer fortsætter-barndomsvold som en selvstændig voldsform. Tværtimod peger det på et område, hvor vores begreber og vores viden endnu ikke er tilstrækkeligt udviklet.

Vi skal turde undersøge det, vi endnu ikke har et navn for

Social- og Boligstyrelsen fremhæver allerede, at vold i nære relationer ofte indebærer skyld, skam, isolation og normalisering, og at rutinemæssig opsporing er vigtig for at kunne tilbyde støtte, før problemerne vokser eller volden eskalerer.

For et menneske, der har levet med vold siden barndommen, kan det være særligt vanskeligt at identificere, hvor volden begynder og slutter. Det, andre ville opfatte som grænseoverskridende, kan være blevet normaliseret gennem mange års relation.

Fortsætter-barndomsvold er et forslag til et begreb.

Det vigtigste er derfor ikke, om netop dette ord bliver det endelige. Det vigtigste er, at vi undersøger fænomenet.

For hvad sker der med mennesker, når den samme voldsudøver har adgang til dem gennem barndom, ungdom og voksenliv?

Hvordan ændrer volden karakter?

Hvilke mekanismer gør det svært at bryde relationen?

Hvordan påvirker det traumer, identitet, økonomi, familierelationer og mulighed for at skabe et selvstændigt voksenliv?

Og hvordan kan myndigheder, sundhedsvæsen, sociale tilbud og retssystemet blive bedre til at se den kontinuitet?

Vi har allerede mange ord for vold.

Måske mangler vi et ord for det, der binder nogle af voldens former sammen:

Den samme person. Det samme offer. Den samme magtrelation. År efter år.

For vold stopper ikke nødvendigvis, fordi barnet fylder 18.