Find støtte og vejledning til pårørende.

Når et menneske rammes af senfølger efter seksuelle overgreb, sker det sjældent i et vakuum. Traumet trækker tråde ind i hverdagen, ind i stuerne og helt ind i de tætteste relationer. For de pårørende – partner, forældre, søskende eller børn – bliver senfølgerne ofte en usynlig medpassager, som kan være svær at navigere udenom.

Man vil så gerne hjælpe, lindre og fikse. Men virkeligheden med senfølger er kompleks. Det handler ofte om et nervesystem, der sidder fast i et alarmberedskab, og som reagerer på nutiden, som var det datiden. Det kan udløse uforklarlig angst, pludselig vrede, dyb depression eller en lammende følelsesløshed.

Du kan ikke fikse et andet menneskes traume, og du skal ikke bære det alene. Det vigtigste, du kan tilbyde, er en tryg, stabil relation – og det kræver, at du også passer på dig selv.

Her finder du nøgleinformation og hjælpemidler til dig, der er pårørende til voksne overlevende af seksuelle overgreb i barndommen.

Her kan du finde hjælp og rådgivning

Du skal ikke stå alene med de svære følelser. Vi er desværre stadig langt bagud med hjælp til pårørende, men nedenfor har vi samlet en række steder, du kan henvende dig til.

• Psykiatrifonden Tilbyder en gratis, anonym telefon- og chatrådgivning, hvor du som pårørende kan vende de akutte, svære situationer og få redskaber til at håndtere hverdagen.

• Kvisten tilbyder rådgivende samtaler til pårørende og telefonrådgivning tirsdag fra kl. 17.00-20.00

• Center for Seksuelt Misbrugte (CSM) CSM tilbyder chatrådgivning til pårørende

• Landsforeningen mod senfølger af seksuelle overgreb (LMSO) En frivillig forening, der arbejder specifikt for at udbrede kendskab og støtte. Her findes landsdækkende rådgivning, netværksgrupper og pårørearrangementer.

• Landsforeningens Spors rådgivningstelefon. Rådgivningen er gratis og anonym. Ved telefonen sidder uddannede frivillige med egne erfaringer klar til at møde dig som er pårørende. Samtalerne er ikke behandling eller terapi, men en mulighed for at tale med et menneske, der kan møde dig i øjenhøjde, og som kender de følelser, du går med.

• VISO, den nationale Videns- og Specialerådgivningsorganisation, tilbyder gratis rådgivning til pårørende 

• SIND Pårørende Hvis senfølgerne har udviklet sig til svær depression, angst eller PTSD, tilbyder SIND rådgivning og samtalegrupper specifikt rettet mod pårørende til psykisk sårbare.

Gode råd til at passe på dig selv som pårørende

At være pårørende til en person med svære traumer og senfølger kan minde om et følelsesmæssigt maraton. Det er en smuk og kærlig opgave, men det er også en opgave, der potentielt kan dræne dit eget mentale og fysiske helbred, hvis du glemmer dig selv undervejs.

Inden for psykologien taler man ofte om sekundær traumatisering eller omsorgstræthed – en tilstand, hvor den pårørende begynder at udvise samme symptomer som den traumeramte (angst, søvnløshed, irritation), fordi man overvældes af den andens smerte.

Her er en række journalistiske og psykologiske råd til, hvordan du som pårørende holder fast i dig selv og passer på dit eget fundament.

1. Lær at sætte grænser med god samvittighed

Mange pårørende forveksler grænser med mangel på kærlighed. Men grænser er i virkeligheden det, der gør, at jeres relation kan overleve på den lange bane. Du må gerne sige nej.

• Grænser for samtaler: Du behøver ikke være til rådighed for svære, tunge samtaler døgnet rundt. Det er helt legitimt at sige: “Jeg kan høre, du har det rigtig svært lige nu, og jeg vil gerne lytte til dig. Men jeg er simpelthen så træt lige nu, at jeg ikke kan være der ordentligt for dig. Kan vi tale om det i morgen tidlig?”

• Anerkend dine egne begrænsninger: Du er ikke uddannet terapeut for din partner, dit barn eller dit søskende. Når du mærker, at problemerne overstiger din formåen, skal du ikke prøve hårdere – du skal hjælpe den ramte videre til professionel hjælp.

2. Hold fast i dine egne “iltmasker”

Du kender sikkert sikkerhedsinstruksen fra flyvemaskinen: Du skal tage din egen iltmaske på, før du hjælper andre. Hvis du løber tør for ilt, er du ikke til nogen hjælp for nogen.

• Bevar dine egne rutiner: Lad ikke senfølgerne diktere hele dit liv. Bliv ved med at gå til din sport, mød dine venner, pas dit arbejde og dyrk dine hobbyer. Disse aktiviteter er ikke “egoistiske” – de er dine vitale pusterum, hvor du lader op.
• Skab skyldfrie zoner: Tillad dig selv at have det sjovt, grine og nyde livet, selvom den, du holder af, har det svært. Dit liv må ikke gå i stå, fordi deres er ramt af skygger.

3. Forstå og accepter dine egne “forbudte” følelser

Som pårørende rammer man før eller siden muren, og her opstår der ofte en række følelser, som er belagt med enormt meget skam:

• Vrede og frustration: Du kan føle dig vred på den ramte over, at de “altid ødelægger god stemning”, eller frustration over, at det hele altid skal handle om dem.
• Afmagt og lyst til at flygte: Følelsen af, at du bare har lyst til at pakke en kuffert og skride fra det hele.
• Accept: Vid, at disse følelser er 100 % normale. De er ikke tegn på, at du er et ondt menneske, eller at du ikke elsker den ramte. De er blot dit system, der råber højt om, at din overbelastningsgrænse er nået. Accepter følelserne i stedet for at skælde dig selv ud over dem.

4. Find dit eget ventilationssystem

Du kan ikke gå med alt det tunge alene. Du har brug for et rum, hvor du kan tale fuldstændig ucensureret uden at skulle beskytte den ramtes privatliv eller følelser.

• Brug dit netværk: Find en god ven eller et familiemedlem, som ikke er tæt på den ramte, hvor du kan læsse af. Gør det klart på forhånd: “Jeg har bare brug for at brokke mig og være ked af det i ti minutter uden, at du behøver at fixe det.”
• Få hjælp: Se liste ovenfor’Intet letter presset som at sidde i et rum med andre, der nikker genkendende, når du fortæller om de sværeste hverdags situationer. Organisationer som CSM, LMSO eller SIND tilbyder netop disse rum (se links i forrige afsnit).

5. Giv afkald på “redningsprojektet”

Dette er måske det sværeste råd af alle: Du kan ikke helbrede et andet menneske.

• Du kan støtte, du kan lytte, du kan holde i hånd, og du kan rumme. Men selve helingsarbejdet og rejsen ud af traumet ligger hos den person, der ejer traumet.
• Når du slipper ansvaret for at skulle “redde” dem, slipper du også den konstante følelse af at fejle. Du er der som en kærlig støtte, ikke som arkitekten bag deres helbredelse.

Partnere: Mellem kærlighed, afvisning og det svære nærvær

At være partner til en person med senfølger er en balancegang mellem dyb intimitet og pludselig distance. Mange partnere oplever, at fortidens overgreb bliver en uinviteret gæst i soveværelset eller i hverdagens følelsesliv. Når den traumatiserede partner trækker sig, afviser berøring eller reagerer med voldsom mistillid, er det nemt som partner at føle sig utilstrækkelig, afvist eller ligefrem forkastet.

• Skil fortid fra nutid: Det er afgørende at forstå, at din partners reaktioner sjældent handler om dig, jeres parforhold eller manglende kærlighed. Når nervesystemet trigges, reagerer det på gamle minder. Din vigtigste opgave er at forblive rolig og minde din partner om, at de er i sikkerhed nu.
• Genopbyg intimiteten på nye præmisser: Intimitet behøver ikke at være lig med sex. Hvis berøring udløser flashbacks eller angst, må man starte forfra. Skab tryghed gennem små skridt: hold i hånd, lig ryg mod ryg eller giv et aftalt kram. Det er essentielt at aftale et tydeligt “stop-signal”, så den ramte altid ved, at de har fuld kontrol over situationen.
• Husk jeres voksne modparter: Du er partner, ikke terapeut. Det er vigtigt for dynamikken i forholdet, at du holder fast i dine egne interesser, dine egne venner og dine egne grænser. Hvis du overtager terapeutens rolle, risikerer du at dræne den romantiske relation for ligeværdighed.

Læs også bogen “De skjulte ofre” af psykoterapeut Lone Lyager