Hvorfor fortæller mange først om overgreb senere i livet?
“Hvorfor sagde du ikke noget før?”
Det spørgsmål dukker ofte op, når mennesker står frem med fortællinger om seksuelle overgreb eller andre grænseoverskridende oplevelser. Men spørgsmålet bygger på en forestilling om, at det er enkelt at fortælle om et overgreb. For mange er virkeligheden det modsatte.
Det at fortælle om seksuelle overgreb er ofte en lang og kompleks proces præget af tvivl, skam, frygt og modstridende følelser. Mange børn og unge fortæller ikke om deres oplevelser med det samme – og nogle fortæller først mange år senere. Bliv klogere på årsagerne her.
Når man ikke forstår, at det var et overgreb
En af de vigtigste forklaringer handler om erkendelse.
Ifølge VIVEs undersøgelse gennemgår mange udsatte en såkaldt erkendelsesfase, hvor de gradvist forsøger at forstå og sætte ord på det, de har oplevet. Særligt når overgrebet er begået af en forælder, et familiemedlem eller en anden person, man har tillid til, kan det være svært at forstå, at det, der sker, er forkert.
Børn er afhængige af de voksne omkring dem. Hvis den person, der udøver volden eller overgrebet, samtidig er en omsorgsperson, kan oplevelsen blive normaliseret. Mange beskriver først senere i livet, at de begyndte at forstå, at det, de havde været udsat for, ikke var normalt.
Skam og skyld lukker munden
Skam er en af de stærkeste barrierer for at fortælle om overgreb.
Mange ofre frygter ikke blot andres reaktioner – de tvivler også på sig selv. De kan føle skyld, selvom ansvaret aldrig ligger hos dem. De kan tænke:
- Måske var det min egen skyld.
- Måske overdriver jeg.
- Måske tror ingen på mig.
- Måske ødelægger jeg familien, hvis jeg fortæller.
VIVEs forskning peger på, at tvivl og komplekse overvejelser følger mange børn og unge gennem hele processen med at fortælle om overgreb. Det er ikke en enkelt beslutning, men ofte noget, der udvikler sig over tid.
Frygten for konsekvenserne
For mange handler tavsheden også om beskyttelse.
Nogle er bange for repressalier fra krænkeren. Andre frygter, at familien bliver splittet, at ingen vil tro på dem, eller at de selv vil blive gjort ansvarlige.
VIVEs interviews viser, at mange børn og unge nøje overvejer konsekvenserne af at fortælle. De forsøger at navigere mellem behovet for hjælp og frygten for, hvad der kan ske bagefter.
Denne frygt forsvinder ikke nødvendigvis, når man bliver voksen. Tværtimod kan den følge med i mange år.
Kroppens reaktioner kan skabe forvirring
Mange mennesker reagerer ikke på overgreb på den måde, omgivelserne forventer.
Nogle fryser i situationen. Andre forsøger at fortsætte hverdagen som normalt. Nogle fortrænger oplevelsen i årevis.
Når man senere ser tilbage på sin egen reaktion, kan man blive ramt af spørgsmål som: “Hvorfor gjorde jeg ikke modstand?” eller “Hvorfor fortalte jeg det ikke med det samme?”
Men traumeforskning viser, at mennesker reagerer meget forskelligt på fare og overgreb. At fryse, tie stille eller forsøge at overleve situationen er almindelige reaktioner – ikke tegn på samtykke eller manglende troværdighed.
Mange fortæller lidt ad gangen
En vigtig pointe i VIVEs rapport er, at det at fortælle sjældent sker på én gang.
Mange starter med små antydninger. De tester omgivelsernes reaktioner. Måske fortæller de først en ven, senere en lærer, en partner eller et familiemedlem. Først langt senere kan hele fortællingen komme frem.
Derfor kan det tage måneder, år eller årtier, før et menneske er klar til at sætte ord på hele oplevelsen.
Når samfundet spørger “hvorfor nu?”
Når personer står frem mange år efter et overgreb, bliver de ofte mødt med spørgsmål om timingen.
Men spørgsmålet bør måske være et andet:
Hvad gjorde det muligt at fortælle netop nu?
For mange sker det først, når de møder et menneske, der lytter uden at dømme. Når de får mere viden om overgreb. Når de bliver voksne og får afstand til krænkeren. Eller når de oplever, at andre deler lignende erfaringer.
VIVEs forskning understreger netop betydningen af lyttende, bekræftende og trygge relationer omkring den udsatte. Disse relationer kan være afgørende for, om et menneske tør fortælle.
At fortælle kræver mod
Der findes ikke en rigtig tidsfrist for at fortælle om et overgreb.
For nogle sker det med det samme. For andre går der mange år. Begge reaktioner er almindelige.
Når mennesker først fortæller senere i livet, er det sjældent fordi overgrebet var mindre alvorligt. Tværtimod viser både forskning og erfaringer, at tavsheden ofte hænger sammen med netop de mekanismer, som overgreb skaber: skam, frygt, forvirring, afhængighed og tvivl.
Derfor bør spørgsmålet ikke være, hvorfor nogen ventede med at fortælle.
Det afgørende spørgsmål er, hvordan vi som medmennesker, fagpersoner og samfund skaber trygge rammer, hvor det bliver muligt at fortælle – uanset om det sker i morgen eller om 20 år.
Skriv et svar